Mange fritidstilbud
- ingen behøver at kede sig i fritiden :-)
Havregården har mange fritidstilbud. Hver eftermiddag "annoncerer" de voksne nogle aktiviteter, som eleverne frit kan vælge til, f.eks. en bytur, en tur til svømmehal, en cykeltur, en bordtennisturnering, musiksammenspil, en badetur i havet, smykkefremstilling, fællestur på rulleskøjter, brædtspil om aftenen m.m.m. Hertil kommer mange værksteder, karaokeanlæg, wii spil, airhockey, poolbord, motionsrum, bordtennis og meget mere.
En gruppe elever er optaget af rollespil. De laver div. udstyr, spiller rollespil og deltager indimellem i div. events. Nogle elever er meget optaget af pc-spil. Vi har et aktivt musikliv, se selvstændig side om musik.
I den varmere del af skoleåret vil elever efter aftale kunne få lov at sove nogle stykker ad gangen i vores shelter, der står på grunden.
Men råhyggen med kammerater skal der også være tid til. Der ses TV/film, høres musik og følges (aktivt) med i hinandens liv.
Og den elev, der har allermest lyst til lidt fred og ro på værelset, kan naturligvis vælge det.
Nye elever betyder ofte nye ideer, og det er med til løbende at udvikle vores frtidstilbud
Aktiviteter i nærområdet
Eleverne kan gå til div. aktiviteter sammen med jævnaldrende i nærområdet. Vi har f.eks. elever, der går eller har gået til klaver, trompet, korsang, spejder, håndbold, dans, fodbold og badminton. Vi har hvert år elever, der går til "knallertkørekort" på ungdomsskolen. Vi har efter særlig aftale haft elever, der har taget jagttegn.
Og så lidt "anderledes"; vi har haft en gruppe elever, der for et par år siden valgte at gå til japansk i sæson 08/09 en gruppe elever, der med stor fornøjelse drager af sted hver uge til japansk på ungdomsskolen.
Mulighed for flere aktiviteter udenfor skolen?
Hvis en elev går til en fast fritidsaktivitet i nærområdet, f.eks. fodbold eller ridning, og ønsker at gå til yderligere en aktivitet, så vil der være mulighed for det under bestemte forudsætninger. Kontaktlæreren er bl.a. med til at vurdere, om den første aktivitet passes ok, om det ny ønske hænger sammen med dagsrutiner, om skolegang og lektielæsning passes, m.v. Almindeligvis anbefaler vi, at man max går til 2 ting ugl., da der skal være tid til lektier og hygge / samvær med elever og voksne på skolen. Det er ok at deltage i aktiviteter, der tidsmæssigt går ind over aftensmad og/eller lektielæsning, såfremt alt passes fornuftigt. Så laves der særlige aftaler omkring lektier og mad.
Orienterings- og natløb
Havregården har en lærer, der er "ekspert" i planlægning og gennemførelse af spændende løb af forskellig art, ofte som natløb, f.eks. op til en ferie. (frivilligt for elever at deltage) Løbene byder på usædvanlige og overraskende udfordringer, som man selv skal opleve, før man tror det. Tør du deltage?
"Jeg keder mig"
Indimellem har vi elever, der "keder sig". Elever der ikke synes, her er noget at lave. Til det kan vi kun sige, at vi tror på, at det handler om andre ting, noget der er svært, noget der fylder, og som forhindrer udfoldelse af kreative og aktive processer. Det er så en pædagogisk opgave skiftevis, at lade eleven "kede sig", og gå aktivt ind i problematikken ved enten at lytte til og tale om det, der evt. er svært, eller ved konkret at forsøge at igangsætte en aktivitet sammen med eleven.
