Optagelse på skolen
Havregården har 52 kostelever og enkelte dagelever. Vi optager elever hele året.
Målgruppen er normaltbegavede elever, der har brug for et støttende og omsorgsfuldt skoletilbud i døgnregi. Alle elever er henvist af og betalt af socialforvaltningen i elevens / forældres bopælskommune. (Lov om social service § 52 stk. 3 nr. 7 og § 52a stk. 1 nr. 2)
Henvisningsårsager kan være faglige, sociale og/eller personlighedesmæssige problemstillinger.
Socialforvaltningen kan sætte forældre i betaling efter gældende regler.
Vil du vide mere
Ønsker du at vide mere om Havregården, så ”klik rundt” på vores hjemmeside og læg særligt mærke til de 3 ”indgange” på forsiden:
Især til elever Især til forældre Især til sagsbehandlere
hvor du kan finde oplysninger særlig rettet mod dig.
Du er også altid velkommen til at ringe til en af vores 2 socialrådgivere, hvis du har yderligere spørgsmål.
Vi kan desværre ikke udtale os om muligheden for plads til en konkret elev, idet vi altid først visiterer, når vi har modtaget en beskrivelse af en ny elevs særlige behov for støtte og undervisning, men vi kan fortælle dig, om der er en ledig plads eller venteliste på det pgl. tidspunkt.
Visitation / besøg på Havregården
Vi foretager altid en grundig visitation, idet vi så vidt muligt ønsker at undgå fejlplaceringer.
En forkert skoleplacering kan både opleves som et stort nederlag for eleven og skabe en del uro i klassen og i kammeratrelationerne på Havregården.
Hvis en kommune vurderer, at Havregården kan være et relevant tilbud, sendes div. papirer til os sammen med en nærmere beskrivelse af elevens behov for omsorg og støtte i skole og/eller fritid. Almindeligvis vurderer vi indenfor få dage, om vi mener at have det rette tilbud, og er svaret positivt, kommer elev og forældre på besøg snarest muligt.
Et besøg består altid først af en rundvisning og herefter en samtale, hvori de forskellige forhold omkring eleven tales igennem. Herunder er det bl.a. væsentligt at tale om elevens og forældrenes mål for opholdet, så vi sikrer os overensstemmelse med Havregårdens grundlæggende holdninger og arbejdsmetoder. Vi opfordrer herefter altid elev og forældre til at ”sove på” oplevelserne, inden de melder tilbage, om de ønsker pladsen.
Læs mere om målgruppe og visitation.
