Print

1. besøg på Havregården

- glæd dig til at besøge os

Almindeligvis har vi i forvejen godkendt en plads til dig på baggrund af de fremsendte oplysninger fra kommunen.
Det betyder, at du og din familie under besøget skal finde ud af, om I også tror, at Havregården er den rigtige skole for dig.  Du skal især tage stilling til, om du ønsker at passe undervisningen hver dag, deltager i alle måltider, overholde regler omkring hensynsfuld opførsel o.s.v., o.s.v.

Først bliver I vist rundt af én af vores socialrådgivere. I skal besøge både klasser, bogrupper, fritidsaktiviteter, dyrene m.m.  Under rundvisningen vil I få en masse at vide om dagligdagen, og I kan stille spørgsmål om stort og småt.
Nye elever på rundvisning bliver altid positivt modtaget af de gamle elever, både fordi de synes, det er spændende med nye elever, men også fordi mange selv husker, hvordan de var lidt usikre ved første besøg. Nogle vil måske spørge dig om, hvad du hedder, hvor du kommer fra, og hvilken klasse du skal gå i.  Hvis du er lidt nervøs ved rundvisningen, så behøver du ikke svare -  "Vi skal nok svare for dig". Der vil sikkert også være nogle elever, der kigger lidt væk, ikke fordi de er uvenlige, men fordi de selv er lidt usikre. Læs mere under Dine kammerater.
Efter rundvisningen får I lidt at spise og drikke, og der bliver lejlighed til at tale om dig og dine behov og ønsker i forhold til Havregården. Her kan du spørge om alt - intet er for "dumt" at spørge om.
Hvis du vil være sikker på, at huske at få svar på de spørgsmål du måske gør dig inden besøget, så er det måske en god ide for dig at lave en huskeseddel.    

Har du lyst til at tale med nuværende elever?

Har du lyst til at tale med elever, så du f.eks. kan spørge om nogle ting, som vi voksne (måske) ikke lige kan svare på. F.eks.: "hvilken musik hører I mest her?, hvilke spil spilles mest på computer?" m.m., så finder vi nemt et par stykker, der meget gerne vil fortælle om skolen og måske vise dig nogle værksteder eller andet, som du ikke så i første rundvisning.

"Sove på" besøget

Vi beder altid elev og forældre om at "sove på besøget", inden I melder tilbage, om I ønsker pladsen. Da vi kun har besøg, når der er en ledig plads, vil du almindeligvis kunne begynde indenfor 1-2 uger efter besøget.
Det er vores erfaring, at man godt kan blive lidt "forvirret i hovedet" af alle de oplevelser og oplysninger man får under et besøg, så husk endelig at ringe i dagene efter, hvis du har spørgsmål, som du ikke fik svar på. 
Du skal ringe til skolen på 48 31 84 07, og fortælle hvem du er, og at du gerne vil tale med den person, der viste dig rundt eller med en af de andre på kontoret.

Top



Feedback