5 Bo-grupper
- med forskellig indretning og "stil", der løbende ændres efter elever og voksnes smag.
Havregården har 5 bo-grupper: 4 bogrupper med max. 11 elever i hver og gruppe 5 (udslusningsgruppen) med 9 elever.
I bogrupperne bor der både drenge og piger. Grupperne er ikke aldersopdelt, bortset fra, at de yngste elever aldrig bor i gruppe 5.
Det er gruppens elever og voksne, der selv bestemmer og indkøber div. møbler, ”hyggenips”, blomster m.m. Formålet er, at du også skal være med til at præge gruppens udseende, så du oplever en hyggelig og tryg ramme omkring dit og kammeraternes fælles liv på Havregården.
Gruppe 1, 2, 3 og 4 ligger i hovedbygningen ud til en forbindelsesgang og Gruppe 5 (for de ældste elever) ligger ca. 200 m. fra hovedbygningen.
Nye elever vil få tildelt et værelse i en bestemt bo-gruppe, og almindeligvis bliver man boende i den samme bo-gruppe i den tid, man er elev på Havregården (bortset fra, hvis man flytter til gruppe 5). Kun i helt særlige tilfælde vil det være muligt at skifte bo-gruppe. Spørgsmålet kan dog altid forelægges kontaktlærer.
Der er flere årsager til, at elever sjældent skifter bo-gruppe:
- Du har en kontaktlærer, der kender dig og din familie godt, hvorfor der går information og samarbejde ”tabt”, hvis du flytter til ny gruppe og ny kontaktperson.
- Får du en ”bedsteven” i en anden gruppe, er det vores erfaring, at man ofte nogle mdr. efter får en ny ven i en 3. gruppe, og så vil flytte igen – igen.
- Opstår der problemer eleverne imellem, og du af den grund ønsker fraflytning, er det vores erfaring, at det er langt bedre at støtte jer i konfliktløsning. (almindeligvis løses problemerne indenfor timer eller 1 dag).
Du skal vide, at de fleste elever får et helt særligt tilhørsforhold til deres bo-gruppe. Det handler både om det tætte samvær elever og voksne imellem, men også fordi eleverne er aktivt medinddraget omkring gruppens ”liv”, f.eks. omkring indretning/organisation, ”udsmykning” og div. aktiviteter/ture i fritiden.
Mange elever oplever, at ”Jeg bor / har boet i Havregårdens bedste bo-gruppe”. Når vi har Gl. elevfest er det også besøg i ens ”gamle bo-gruppe”, der har høj prioritet.
