Print

Bortvisning & Viderevisitering

- ingen ønsker at blive fravalgt

Vi bortviser almindeligvis ikke elever
At blive bortvist er en meget ubehagelig situation for alle, og derfor forsøger vi at undgå det.
Eleven oplever sig ”mislykket”, og måske er det  ikke første  gang en elev oplever at blive ”udelukket” fra et fællesskab, som det selv ønsker at være en del af.
For forældre betyder det stor bekymring og måske også oplevelsen af at have fejlet på forskellig vis, og for klassen og bogruppen på Havregården betyder det stor uro.
Vores visitation er derfor meget grundig. Vi forsøger bedst muligt at sikre, at optagne elever kan, eller er indstillet på at samarbejde og lære overholdelse af dagligdagens aftaler og regler, samt gældende lovgivning.
Skulle en elev have overtrådt en regel eller lov, forventer vi umiddelbart, at eleven er indstillet på at samarbejde tæt med personalet med henblik på, at dette var en ”engangshandling!”.  Skulle der så alligevel ske en ny uhensigtsmæssig handling, og eleven samtidig er i positiv udvikling og gerne vil fortsætte på skolen, så arbejdes der videre med nye pædagogiske tiltag.

Bortvisning kan dog blive aktuel, hvid vi oplever en truende/voldelig elev, en elev der medbringer euforisende stoffer til Havregården, eller en elev, der f.eks. ikke samarbejder omkring ophør med at ryge hash. 
Læs nærmere om vores holdning til euforisende stoffer under Misbrugspolitik


Viderevisitering
Viderevisitering i samarbejde med elev, forældre og forvaltning kan indimellem komme på tale.
Hvis en elev mod forventning ikke falder til, så drøfter vi sammen hvilke muligheder, der kan være for en mere hensigtsmæssig placering. Det kan f.eks. dreje sig om uindfriede forventninger i forhold til skolegangen, eller at eleven har svært ved at indrette sig efter skolens "husregler".  Måske har eleven brug for mere praktisk beskæftigelse, f.eks. en skole med færre fag eller noget helt andet (?).
I en sådan situation vil vi sammen med elev, forældre og forvaltning lægge en ”beskæftigelsesplan” på eller udenfor Havregården, indtil der har været afholdt møder og ny placering er fundet, idet vi ved, at det kan være svært for både elev og forældre, hvis eleven pludselig flytter hjem uden ny skole/beskæftigelse. Samtidig giver det eleven en oplevelse af at være lyttet til og medinddraget i modsætning til en oplevelse af ikke ”at være egnet” og bare blive ”bortvist”. 
Det er vores erfaring, at en sådan periode almindeligvis ikke skal strække sig over for lang tid, da det kan være svært at være her "halvt". Der laves individuelle aftaler for til den enkelte elev. 

Top



Feedback