Print

Særlig støtte & Læselejrskole

- specialundervisning er ikke et mål, men et middel til at opnå en given kompetence

Havregårdens speciallærer screener alle nye elever i dansk. Formålet er at give de implicerede lærere en briefing om, hvor den nye elev befinder sig fagligt, og hvordan eleven bedst støttes i forhold til evt. særlige vanskeligheder. Herefter er det dansklærerens ansvar at udfordre eleven på et niveau svarende til det aktuelle standpunkt.

I helt særlige tilfælde kan vi sammen med forældre og sagsbehandler aftale andre mål end en fuld afgangseksamen.

 

Specialundervisning i klassen

Hvis en screening viser, at eleven er ordblind eller har svære læse-skrivevanskeligheder, er det specialundervisninslærerens opgave, i samarbejde med klasselæreren, at støtte vedkommende i dagligdagen og oplære vedkommende i brug af kompenserende it-hjælpemidler.  Havregården står for indkøb af it-rygsæk med markedets nyeste programmer: CDORD-7, SkanRead, FineReader m.fl.

Speciallæreren deltager efter aftale i udvalgte dansktimer.

   

"Stjernerummet" - Specialundervisning uden for klassen

Havregården har indrettet 2 hyggelige mindre lokaler til testning/undervisning af 1-4 elever i henholdsvis dansk og matematik.
Det er vores vurdering, at ingen oplever specialundervisningen "pinlig", fordi det er almindeligt at få ekstra hjælp på Havregården.

Vi er meget opmærksomme på, at intensiv specialundervisning altid kun skal strække sig over en forud aftalt periode, som eleven kan overskue. Efter hvert forløb evalueres undervisningen og elevens udbytte, hvorefter der lægges en ny plan.


Materialer i specialundervisningen

Valg af materialer tager udgangspunkt i den lagte handleplan. I dansk kan et af målene f.eks. være at øge elevens læsemotivation ved at tage udgangspunkt i elevens interesser. For nogle elever kan det være indholdet i særlige bøger, computerspil, alm. spil eller måske at lærer og elev sammen lavet eget materiale, f.eks. med artikler og billeder fra et fagblad om motorcykler, rollespil eller andet?  Kun fantasien sætter grænser, når skoletrætte elever med faglige vanskeligheder skal have genskabt lysten til læring.

   

Læse- og matematiklejrskoler

2-3 gange årligt tager 6 elever og 2 lærere på læse- eller matematiklejrskole i Gilleleje ferieby.  Vi bor i en hytte med bøger, bærbare pc-ere, puder/dyner og "masser af forkælelse". Det er et særligt tilbud til elever, der trænger til et "ekstra-ekstra-skub" i deres læseudvikling eller i forhold til grundlæggende begreber i matematik.
Udover intense læse-/matematikforløb, som løbende understøttes af skrivning og spil/lege, benytter vi svømmepølen flere gange dagligt.
Vores læselejr har eksisteret med stor succes i mange år. Det er et fagligt tiltag, som eleverne mindes med glæde, både på grund af lejrens særlige arbejds- og hyggestemning, men også på grund af den målbare fremgang efter forløbet.  

 

  

ny bog

Læselejr januar 2010: Citater fra eleverne:

Man finder ud af, at man faktisk godt kan læse!
Man læser hele tiden, også om aftenen
Nu har jeg fået lyst til at læse
Vi hygger os, vi er sammen om alting! - Fedt!
Jeg har fundet ud af, at jeg også kan skrive
Det bedste er, at man bliver træt på en god måde!
Man lærer meget - Jeg er blevet en meget bedre læser
Jeg fortryder ikke, at jeg tog med!  Super hyggeligt!

 

computer

Top



Feedback